Tirsdag den 1. marts 1949 var en helt særlig dag for tegneserieelskere i Danmark.
Her udkom nemlig Anders And & Co. nr. 1, og dermed var startskuddet gået til den største succes i tegneserieverdenen herhjemme.
Her i 2024 fejrer Walt Disneys Anders And & Co. altså sit 75 års jubilæum, og vi ser tilbage på den imponerende historie om Danmarks mest sejlivede tegneserieblad.
Efter 75 år udkommer bladet stadig hver uge til glæde for de mange trofaste læsere.
Her kommer jeg!
Danskerne skulle lære det nye blad at kende, og i det allerførste Anders And & Co. måtte der således en introduktion til.
På bladets bagside lettede Anders And på sin blå matroshue og introducerede sig selv med ordene:
“God dag! Her kommer jeg! Det blad, I holder i hånden, er mit eget blad, så nu kan I ikke alene se mig på film, men også læse om mine oplevelser hver måned. Og ikke bare mine, men også mine gode venners oplevelser. Mickey Mouse, Fedtmule, Pluto, den søde lille stygge ulv og alle de andre, I kender så godt … Anders And & Co. koster kun 75 øre, og I kan roligt bede jeres mor om pengene, for det er sund og god læsning, og hun vil sikkert synes ligeså godt om det, som I vil. På gensyn den første i hver måned!”
Så var tonen slået an til den største succes for et tegneseriehæfte i Danmark.
Den første historie i det første blad
Forlaget Gutenberghus, der stod bag udgivelsen, indrykkede en stor annonce i ugebladet Hjemmet, hvor man beskrev Anders And & Co. som god og lødig læsning, der skulle fremme barnets læseforståelse.
Og hvad kunne læserne så glæde sig til i den første udgivelse?
Ja, den allerførste historie i det første Anders And & Co. fra 1. marts 1949 handler naturligvis om Anders And.
Denne gang bliver han rekrutteret af brandchefen til byens frivillige brandkorps. Det ender naturligvis galt, og i sidste ende overtages hans rolle af nevøerne Rip, Rap og Rup.
Den 10 sider lange historie var blot signeret Walt Disney, men i virkeligheden var “Anders And som brandmand” skabt af Carl Barks.
Det første nummer af Anders And-bladet indeholdt desuden en serie med Lille Stygge Ulv, en fortælling om Mak og Muks besøg i Zoo og flere sider med Mickey Mouse og Fedtmule.
Fantastiske salgstal
Præcis hvilken succes, Gutenberghus dermed havde igangsat anede man næppe.
Det var en periode lige efter 2. verdenskrig, hvor usikkerhed stadig var stor, og tilmed havde efterkrigsårenes restriktioner på papir forsinket bladets danmarkspremiere med et år.
Dengang blev et kulørt tegneseriehæfte ikke anset som lødig litteratur, men børn og unge læsere elskede det. Den interesse afspejlede sig i succesen, der blev overvældende.
Det første Anders And & Co. udkom som månedshæfte i et oplag på 103.000 eksemplarer.
Oplaget blev hurtigt udsolgt, og Anders And & Co. nummer 2 blev derfor trykt i et oplag på 110.000 eksemplarer, men de blev også udsolgt.
Fra månedsblad til ugeblad
Fra 1956 udkom Anders And & Co. hver 14. dag og fra 1959 blev det omlagt, så bladet nu udkom hver uge.
Samtidig med den stigende udgivelsesfrekvens voksede oplagstallet støt. Toppen blev nået i andet halvår 1972, hvor der blev solgt 219.688 eksemplarer om ugen.
I 1999 lå det ugentlige oplag på omkring 90.000 eksemplarer i Danmark, men siden da er oplaget faldet betydeligt. Seneste offentliggjorte oplagstal er knap 40.000 eksemplarer hver uge.
Til gengæld er der stadig mange læsere. Ifølge Kantar Gallup havde Anders And & Co. hver uge omkring 196.000 læsere i 2022.
Det første Anders And & Co. kostede i øvrigt 75 øre, men i dag ville et flot eksemplar af denne udgave være langt over 100.000 kroner værd. Det kan du læse mere om her.