Ernest Hemingway

”Critics are men who watch a battle from a high place, then come down and shoot the survivors.”

Denne rammende bredside mod kritikere er et citat fra en af verdens fineste forfattere.

Mesteren Ernest Miller Hemingway blev født den 21. juli 1899 i Illinois, USA.

Såret i krigen

Af uddannelse blev han student fra Oak Park and River Forest High School i 1917, og senere virkede han som autodidakt journalist.

Han meldte sig frivilligt under Første Verdenskrig, hvor han blev alvorligt såret, og hans krigsoplevelser dannede baggrund for hans verdensberømte roman A Farewell to Arms (1929).

Hans litterære debut var Solen går sin gang (1926), og blandt hans øvrige værker er For whom the bell tolls (1940) og noveller som In Our Time, Men Without Women og The Snows of Kilimanjaro.

Den gamle mand og havet

Et af Hemingways mest elskede værker er Den Gamle Mand og havet.

Bogen er fra 1952 og rummer en eviggyldig historie om den gamle fisker og kampen med elementerne.

Fortællingen er simpel, indlysende og fyldt med lag til rig fortolkning.

Bogen er i sin essens en koncentreret dosis tilværelse i al dens skønhed og skuffelse.

Det tager nogle timer at læse bogen fra ende til anden.

Sæt hellere tiden af med det samme, for den er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt.

Bogen er filmatiseret flere gange. Mest kendt er nok 1958-udgaven med Spencer Tracy.

Skrøner

Der er mange fortællinger og skrøner knyttet til Hemingway. En af dem er at han skulle være ophavsmand til den berømte 6-ordsnovelle.

Opgaven er at rumme en hel fortælling på blot seks ord. Intet mere. Intet mindre.

Anekdoten – og det er kun en anekdote – fortæller, at Ernest Hemingway sad omkring et pokerbord, men ikke havde flere penge at tabe. Han satsede alt og væddede om, at han kunne skrive en hel fortælling på blot seks ord.

Han kunne så enten indkassere puljen eller fordoble sit tab.

De andre spillere gik ind på væddemålet, sultne efter hurtig gevinst i kølvandet på den umulige opgave. Men Ernest Hemingway greb en serviet og griflede hurtigt seks ord ned. Og smed så sit bud ind i puljen.

baby shoes

for sale

never worn

Det er en fantastisk fortælling, der rummer stor tragedie.

Babysko, der er sat til salg. Og aldrig har været brugt. Hvad er der mon sket? Hvorfor sættes de til salg? Hvem er sælgeren?

Hvad tvinger sælgere til at skille sig af med babyskoene?

Ifølge beretningen var de andre så imponerede, at de lod Hemingway indkassere puljen, men det er kun en historie, og den er ikke sand.

Eventyr og drikkeri

Hemingway var kendt for at være en “rigtig mand” som gik på jagt, drak heftigt og ikke gik udenom en rask slåskamp. Han var efter sigende stor fan af tyrefægtning.

Hans alkoholforbrug er legendarisk, og han skulle have berettet, at han skrev bedst i den korte periode midt på dagen, hvor tømmermændene var på tilbagetog og dagens druk endnu ikke havde gjort ham ude af stand til at skrive. Altså små skriveøer af ædruelighed blandt tømmermænd og nye drikkegilder.

Hemingway gjorde ikke selv meget for at aflive den myte, der også opstod, fordi læserne satte lighedstegn mellem Hemingways hovedpersoner og ham selv.

Han blev et ikon som den brovtende macho-mand med gråsprængt skæg, der dyrkede jagt og fiskeri og gerne sås med nedlagt storvildt ved sine fødder.

I Hemingways skrivestil kunne der være en hårdkogt tone, mens han i sine noveller ikke lod personerne give direkte udtryk for deres følelser men via handling og tale.

To flystyrt på to dage

I 1954 var Ernest Hemingway involveret i to flystyrt på to dage under en safari i Afrika, og da han omsider nåede frem, kunne han læse sin egen nekrolog i aviserne.

Han pådrog sig flere skader ved begge styrt og blev forbrændt, og han begyndte at drikke endnu mere end hidtil for at dulme smerterne.

Da han senere dette år modtog Nobelprisen i litteratur, udtalte han, at blandt andre Karen Blixen nok fortjente den hæderfulde pris mere end ham selv, men at han da gerne modtog pengene.

Bag denne tilsyneladende beskedenhed lå dog angiveligt et mangeårigt ønske om netop at vinde den eftertragtede hæder, men en nagende tvivl om, at hans to flystyrt og rygterne om hans død i den forbindelse kunne have påvirket juryen i deres tildeling.

Fra de glemte kasser

I bogen “om at skrive” samler den gamle mester refleksioner over skrivekunsten. Bogen rummer målrettede og brugbare råd til andre forfattere.

Blandt hans mange citater er denne opskrift på at skrive: “There is nothing to writing. All you do is sit down at a typewriter and bleed.”

Udover sine romaner og noveller skrev den amerikanske forfatter også rejseberetninger.

I 1956 fik han fat i nogle gamle kasser, han havde haft opbevaret på Hotel Ritz i Paris under sit ophold der i 1928, men aldrig havde fået afhentet.

Efter mere end 25 års glemsel fik han kasserne tilbage, og de var fyldt med notesbøger med notater, som han nu brugte til at udvide og færdiggøre flere af sine fortællinger.

Efter de to flystyrt led han ulykkeligvis af smerter og depressioner.

Den 2. juli 1961 afgik han ved døden efter et skud. Det debatteres stadig om dødsårsagen var en ulykke eller et selvmord.

Vi læser dog ikke Ernest Hemingway for hans død, men for hans liv. Som en mand, der dedikerede sit liv til at skrive. Og gjorde det bedre end de fleste.

Ikke mange forfattere er citeret mere end Ernest Hemingway, som også vandt Pulitzer-prisen.

Hans værker har inspireret talrige forfattere, og han var uden tvivl en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige skribenter.

Udvalgte titler af Ernest Hemingway

Og solen går sin gang (1926)
Farvel til våbnene (1929)
Hvem ringer klokkerne for (1940)
Den gamle mand og havet (1952)
Der er ingen ende på Paris (1964)