Siger man navnet Tintin vil de fleste helt automatisk mindes en af barndommens og ungdommens bedste tegneserier.
Tintins oplevelser (fransk: Les Aventures de Tintin) er en serie tegneseriealbums, der blev skabt af den belgiske tegner Georges Remi (1907–1983).
Han skrev og tegnede serien under pseudonymet Hergé.
Tintin fylder snart 100 år
Den evigt unge reporter holder sig umanerligt godt. Faktisk kan Tintin snart fejre sin 100 års fødselsdag.
Serien blev nemlig trykt første gang 10. januar 1929 i Le petit vingtième, der var et ugentlig børnetillæg til den belgiske avis Le XXe siècle.
I 2029 runder Tintin dermed en markant milepæl med 100 år.
De første albums er tegnet i enkel sort-hvid streg, hvorimod de senere historier (og reviderede udgaver af de første historier) er i farver og med langt flere detaljer og baggrundsscener.
Journalisten Tintin
Seriens omdrejningspunkt er den unge belgiske journalist, Tintin, der har følgeskab af sin trofaste foxterrier Terry.
Seriens plots dækker både mysterier, politiske thrillere og science fiction, og de blander ofte elementer af virkelighed, fantasi, mystik og politik.
Vi nød de originale danske albums i serien, der var oversat af Jørgen Sonnergaard og omfattede titler som Kong Ottokars scepter, De syv krystalkugler, Soltemplet, Faraos cigarer, Tintin i Tibet, Enhjørningens hemmelighed, Rackham den Rødes skat, Det gådefulde juveltyveri, Flight no. 714 til Sydney og Krabben med de gyldne kløer.
Tintin er solgt i over 200 millioner eksemplarer
Det er en af verdens mest populære tegneserier med udgivelser på mere end 50 sprog og langt over 200 millioner solgte eksemplarer.
Seriens succes skyldes ikke alene hovedpersonen selv, men også en perlerække af sjove bifigurer, der stødte til persongalleriet.
Vi nævner i flæng den evigt bandende og alkoholiserede kaptajn Haddock, den intelligente, men hørehæmmede professor Tournesol samt de kiksede detektivtvillinger Dupond og Dupont.
Især følges Tintin på sine eventyr af den hidsige, men godhjertede kaptajn Haddock og naturligvis af den trofaste Terry, menneskets bedste ven.
I det hele taget er Tintin en imponerende kommerciel succes, og det gælder ikke kun selve tegneserierne. Hergé skabte stregerne, men lagde også grunden til en overvældende forretning, hvor alt med Tintin og de øvrige figurer fra serien rives væk af fans.
Hvis man ikke kan nøjes med at nyde tegningerne og fortællingerne, så findes der utallige foreninger, hvor Tintinologer diskuterer alt lige fra tøjet, sproget, bifigurerne og de politiske kommentarer til forskellene på de enkelte udgivelser i forskellige lande.
Skaberen Georges Remi alias Hergé
Den 22. maj 1907 i Belgien så drengebarnet Georges Remi dagens lys.
Langt de fleste vil dog kende tegneren under kunstnernavnet Hergé og som skaberen af Tintin, alle tiders eventyrlige spejderdreng.
Navnet Hergé fik han ved at at bytte om på de to forreste bogstaver i sit for- og efternavn og tilføje det på fransk stumme H. Dermed var kunstnernavnet Hergé på vej til udødelighed blandt tegneseriefans.
End ikke Hergé selv kunne dig have forudset den blonde spejderdrengs succes. Som baggrund for figuren anvendte Hergé flere af idealerne fra spejderbevægelsen, så den unge, modige journalist fik reporterens behov for tilbundsgående undersøgelser af mysterier.
Som tegneserieskaber opnåede Hergé international berømmelse og hæder. Da den sky tegner i 2007 kunne have holdt 100 års fødselsdag udstedte den belgiske nationalbank i anledningen en 20 euro-pengeseddel med Tintin-motiver, og det belgiske, franske og schweiziske postvæsen har udsendt Tintin-frimærker.
Hergé døde af kræft i 1983, og siden da er der ikke blevet lavet albums med Tintin.
I starten var Tintin i øvrigt ret langt væk fra den figur, man ønsker at huske. Dels ligner han ikke sig selv i de første albums, og dels er det menneskesyn, der anlægges, i bedste fald naivt og i værste fald fordomsfuldt.
I albums som Tintin i Congo og Tintin i Amerika bliver der ikke lagt fingrene i mellem i karikaturerne af de oprindelige folk. I en nutidig kontekst forekommer disse tegninger forkerte og pinlige.
Med Tintin til månen og retur
Så er der anderledes godhjertet eventyr i Månen tur-retur eller Soltemplet.
I flere tilfælde lod Hergé nemlig sine fortællinger udfolde over to albums, og her står “Månen tur-retur” del 1 og 2 stadig som en milepæl for os.
Mange har nok også drømt om at få den ikoniske rød/hvide raket på hylden.
I 2005 begyndte en ny udgivelsesrække i kronologisk orden efter originaludgaven, og her har enkelte albums fået nye titler. I de nye udgivelser hedder de to albums derfor henholdsvis Mission til Månen og De første skridt på Månen.
Uanset titlen er fortællingen absolut værd at genopleve. Sæt dig i stuens bedste stol og lad tekst og billeder føre dig ud i rummet med Tintin og hans venner. Det er fantastisk lørdagslæsning.
Sådan kom Tintin til Danmark
Tintin kom til Danmark takket være Hjalmar Carlsen, der ejede det verdensomspændende Presse-Illustrations-Bureau (PIB).
I 1946 så han Tintin i et schweizisk ugeblad, der trykte serien som føljeton. Hjalmar Carlsen bad sin søn, Per Carlsen (der senere blev direktør for Forlaget Carlsen) kontakte Hergé for rettighederne til at distribuere tegneserien i Skandinavien.
En kontrakt mellem parterne blev underskrevet 14. januar 1948. Kort efter lykkedes det Per Carlsen at afsætte serien til ugebladsforlaget Aller, der fra årsskiftet 1948/49 bragte Tintin som føljeton i det nystartede tegneserieugeblad Kong Kylie.
I 1955 standsede Aller imidlertid udgivelsen af Kong Kylie, da flere fandt, at tegneserier simpelthen var skadelige. Per Carlsen indgik i stedet en aftale med dagbladet Politiken, som bragte daglige striber med Tintin fra 2. januar 1957.
I efteråret 1960 sprang serien videre fra avisernes sider, da Carlsen udgav de første fire Tintin-album på dansk: Den mystiske stjerne, Kong Ottokars scepter, De 7 krystalkugler og Soltemplet.
Filmatisering af Tintin
Flere af produktionens 23 albums blev gentegnet af Hergé selv for at bringe serien op på en enslydende standard. Hele Tintin serien er med tiden blevet lavet som tegnefilm og dertil kommer den særlige “Tintin og Hajsøen”, som ikke er et officielt album og heller ikke blev lavet af mesteren selv.
Allerede i 1983 erhvervede filmmageren Steven Spielberg rettighederne til at lave film med figuren, og sammen med Peter Jackson og Weta-workshop, som skabte effekterne til Ringenes Herre, skulle Steven Spielberg filmatisere i alt tre af historierne.
Planen var, at Peter Jackson og Steven Spielberg hver skulle instruere en af filmene, der bliver en blanding af skuespillere og digital animation. Peter Jackson lavede en 20 minutter lang testfilm, og det overgik ifølge Spielberg alt hvad man hidtil havde set inden for computerskabte billeder. Målet var at transformere tegneseriens figurer direkte til det store lærred.
Første film var Enhjørningens hemmelighed, der udkom i 2011 med rimelig succes. Siden da har der dog været store forsinkelser i de planlagte film, og lige nu er projektets fremtid uvis.
Fornyet interesse og specialudgaver af Tintin-serien
Et af de mest fascinerende træk ved tegneserien om Tintin er, at den appellerer til både børn og voksne.
Man har læst serien som barn, og som voksen kan man sagtens vende tilbage til serien. Her er tale om både genkendelsens umiddelbare glæde og en nyopdagelse af tegninger og de spændende og eventyrlige historier. Det er en bedrift af de sjældne at lave så langtidsholdbart stof.
I de seneste år har der været en fornyet interesse for evigt unge reporter.
Et hav af specialudgivelser, særtryk, limited editions, genoptryk og genoversættelser har set dagens lys.
Da forlaget ønskede at bringe den danske oversættelse tættere på originalsproget, skabte det stor opmærksomhed. Det betød nemlig ændringer af flere navne i titlerne, samt ikke mindst den særlige jargon som er vandret ud i det danske sprog.
Brugte gerne cliffhanger
Mange kendte udtrykket cliffhanger, hvor en af hovedpersonerne på et tidspunkt efterlades hængende ud over en klippe, hvor han holdt fast med det yderste af neglene.
I mindre blodig skala benyttede Hergé sig ofte af tricket. Han udgav de første bind af Tintin i serieform, og hvis man kigger godt efter, kan man se, at sidste rude på hver side ofte indeholder en eller anden for chokeffekt eller overraskelse, hvor man må vente i spænding på opklaringen til næste uge.
Vil du vide mere om Tintin
Tintin albums i kronologisk rækkefølge
Tintin i Sovjet 1929-30
Tintin i Congo 1930-31
Tinrin i Amerika 1931-32
Faraos cigarer 1932-34
Den blå lotus 1934-35
Det knuste øre 1935-37
Den sorte ø 1937-38
Kong Ottokars scepter 1938-39
Krabben med de gyldne kløer 1940-41
Den mystiske stjerne 1941-42
Enhjørningens hemmelighed 1942-43
Rackham den rødes skat 1943
De syv krystalkugler 1943-1944
Soltemplet 1947-48
Det sorte guld 1939-50
Månen tur-retur, 1. del 1950
Månen tur-retur, 2. del 1952-53
Det hemmelige våben 1954-55
Koks i lasten 1956-57
Tintin i Tibet 1958-59
Det gådefulde juveltyveri 1961-62
Flight no. 714 til Sydney 1966-67
Tintin og Picaroerne 1975-76
Tintin og alfabetkunsten (ukendt)