Babettes gæstebud af Karen Blixen

”Der er mange veje til sandheden – en af dem er Bourgogne.”

Sådan sagde den store danske forfatter, Karen Blixen, og hun kredsede ved flere lejligheder om emnet god mad og god vin.

Babettes Gæstebud

Det mest iøjnefaldende eksempel kom med novellen Babettes Gæstebud.

Her har den franske kok, Babette, i årevis levet som flygtning i Norge, hvor hun arbejder som husholderske for et par elskelige gamle provstedøtre.

Babette var en berømt køkkenchef i Frankrig før sin flugt, men i fjorten år har hun trofast tilberedt spartanske serveringer af klipfisk og øllebrød, der unægtelig stiller færre krav til hendes enorme gastronomiske talent.

Gevinst i lotteriet

Ved et særlig held får hun dog mulighed for at udfolde alle sine kulinariske færdigheder, da den gamle lotteriseddel, hun havde med i sin bagage, udtrækkes med den helt store gevinst.

Nu spenderer den franske mesterkok hele gevinsten på 10.000 francs på en enkelt middag, der bringer glæden til bords i takt med, at mad og vin går op i en højere enhed.

Som det udtrykkes i bogen:

“Det er frygteligt for en kunstner at høste bifald for sit næstbedste … Der går gennem verden et langt skrig fra kunstnerens hjerte: Giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit ypperste.“

Filmen vandt en Oscar

Babettes Gæstebud udkom først under Blixens pseudonym Isak Dinesen, men blev i 1952 udgivet som en del af novellesamlingen Skæbne-anekdoter.

Novellen blev senere filmatiseret og vandt en Oscar for bedste udenlandske film.

Filmens omdrejningspunkt er den eventyrlige middag, hvor der skænkes blandt andet Hine Cognac, rødvinen Clos Vougeot Louis Latour årgang 1845, Amontillado sherry til ægte havskildpadde og champagne fra Veuve Clicquot i årgang 1860.

Vi læser Karen Blixen for de fantastiske fortællinger, som stadig står uimodståelig levende.

Babettes Gæstebud er fremragende!