Han er manden, der er hurtigere end sin egen skygge.
Ja, så ved de fleste, at det drejer sig om tegneseriehelten Lucky Luke.
Vi slæbte dem hjem fra barndommens bibliotek og nød de sjove tegninger.
Album nummer 10 er ingen undtagelse. Her møder vores helt Calamity Jane, som rigeligt er i stand til at matche vestens hårde hunde.
Allerførst redder den handlekraftige Calamity Jane vores helt Lucky Luke fra et angreb af apacher.
Sammen tager de til den nærliggende by, og Calamity Jane beslutter sig for at slå sig ned i byen, da hun vinder en præmie i en armbrydningskonkurrence mod en af byens hårde gutter.
Som det er tilfældet i mange Lucky Luke album, så er en del af historien baseret på virkelige personer eller hændelser.
Calamity Jane var således tilnavnet på Martha Jane Canary (1852-1903). Hun arbejdede som skarpskytte og spejder for det amerikanske militær, og i en periode var hun med i Buffalo Bills Wild West Show.
Calamity kan bedst oversættes med ulykke, kaos eller voldsomme begivenheder, og skal nok ses i lyset af omverdenens syn på hendes opførsel, som ganske givet har været atypisk for en kvinde på daværende tidspunkt.
René Goscinny som sammen med tegneren Morris skabte serien, fik udgivet albummet på fransk i 1967.
I Danmark udgav Interpresse albummet som nummer 10 i 1973.
Flotte eksemplarer af førsteudgaven handles til omkring 750 kroner per album, men de er sjældne.