Vi skruer tidsmaskinen tilbage til 1981.
Vi er i området omkring Odder, nærmere bestemt vores farmors sommerhus i Rude.
Ikke langt fra det lille sommerhus lå en kiosk, der lokkede med både is og blade. Hvis man var meget heldig, kunne man få begge dele.
Vi har været 8-9 år gamle, da vi spottede det nye nummer med Fantomet, hvor et frygteligt monster var ved at æde vores helt.
Selvfølgelig var det en anden tid, men den farvestrålende forside har helt sikkert været uimodståelige for vores barnehænder.
Så der blev lagt 6,60 kroner på disken – nok et par ugers lommepenge på den tid, men udgiften værd.
Og så gik turen retur til sommerhuset, hvor vi kunne skændes om, hvem der skulle læse bladet først.
For et hold mænd fra et olieselskab er forsvundet under gådefulde omstændigheder ud for Bengalis kyst. Fantomet søger svarene i havets dyb …
Historien er skrevet af Norman Worker og tegnet af Heine Bade.
De 68 sider indeholdt udover hovedhistorien om et skruppelløst olieselskab tillige et afsnit af Skæbnehandsken og nyt kapitel i den lange serie om Havdrengen.
Der har været nok at glæde sig over.
Fantomet-bladene koster ikke ret mange penge i dag, men der er stadig masser af læseglæde og nostalgi. Og derfor skal bladet selvfølgelig med i Nemos Bibliotek.