Sig navnet Moby Dick, og de fleste vil vide, at der er tale om den sagnomspundne hvide hval fra bogen af samme navn.
Romanen er skrevet af Herman Melville,
Bogen udkom første gang i 1851 og regnes i dag blandt de største klassikere.
Det er fortællingen om kaptajn Ahab og hans besættelse af at fange den hvide kaskelothval med tilnavnet Moby Dick.
Et tidligere opgør med denne havets albino kostede kaptajnen både skib og det ene ben.
Arvefjenden
På sit nye skib Pequod følger den hævngerrige kaptajn med træbenet nu i kølvandet på sin arvefjende.
Historien genfortælles af sømanden Ishmael, og bogens førstelinje “Call me Ishmael” er blevet en klassisk reference til bogen.
Forfatteren blev inspireret til dele af bogen af en virkelig begivenhed om skibet The Essex og det skæbnesvangre møde med en hval.
Den fortælling blev filmatiseret i 2015 med Chris Hemsworth i hovedrollen. Den er bestemt også et kig værd.
Harpunen og blyanten
Fortællingen er rig på symboler og komplekse karakterer, og der er ikke mindst en overflod af beretninger om livet til søs.
Hvalen kan tolkes som et symbol på det uopnåelige eller det ukendte, mens kaptajn Ahab repræsenterer menneskets stædighed og viljen til at overvinde selv de største udfordringer.
Et af de symboler vi selv holder mest af, er, at harpunen kan repræsentere forfatterens pen, da begge er værktøjer, der bruges til at fange og nedfælde noget flygtigt og svært at fastholde.
Den hvide hval bliver så til de hvide sider foran en forfatter og den intense jagt på at nedfælde ordene på papir.
Mange udgaver
Bogen blev ikke nogen stor succes ved den oprindelige udgivelse og modtog en blandet modtagelse.
Det var først efter Herman Melvilles død, at bogen opnåede sin heltestatus i litteraturhistorien.
En del af udfordringen med værket er, at det sine steder nærmest er at betragte som en leksikon om hvalarter og livet til søs, mens det andre steder er en actionfyldt roman, hvor man formelig mærker skumsprøjtet mod sine kinder.
Redaktionen færdiglæste i januar 2025 den nyoversatte version på 500+ sider fra Gyldendal, som fik mange roser med på vejen.
Vi giver kritikerne ret; bogen er et mesterværk, som kræver ganske meget af sin læser (ikke mindst en del fodnoter og opslag i ordbøger), men også belønner for indsatsen.
Moby Dick er absolut en litterær klassiker, som har fortjent sin plads på hylden.