Da vi skiftede fra børnebøger til lidt mere voksent indhold, var der ingen vej udenom Alistair Macleans spændingsromaner.
De fleste som har været forbi en bogreol fra 1970erne eller 1980erne kender spændingsromanens mester i form af den skotske forfatter.
Romanen Bjørneøen udkom i 1971 (Bear Island), og mange kender Gyldendals udgaver med de karakteristiske forsider.
Handlingen er primært forlagt til lystyacthen Morning Rose, som er på vej mod Bjørneøen for at optage en film.
Ikke bare skal passagererne kæmpe mod vind og vejr i de ugæstfrie og isfyldte farvande, de kommer også ud for mord og mordforsøg.
Hovedperson og bogens fortæller er skibets læge, Dr. Marlowe.
Som altid i Alistairs Macleans bøger sker der mange nervepirrende ting, og den brogede flok udsættes for adskillige strabadser.
Selvom bogen ikke helt kan leve op til forfatterens bedste bøger, så er der masser af stemning og action.
Et velkendt greb, som han bruger i flere af sine romaner, er den intense og mættede atmosfære i et isoleret miljø i form af skibets besætning og passagerer kombineret med den fysiske afsondring på den fjerntliggende Bjørneøen i Barentshavet.
Bogen er bestemt en genlæsning værd.