Alle der har læst Anders And kender Carl Barks.
Måske ikke af navn, men i hvert fald af streg. Ofte bliver han blot nævnt som den gode tegner. Ham med de fantastiske historier om Anders And, bjørnebanditterne og Onkel Joakim.
Barndommens læseglæde
Da tvillingerne var små purke og læste tegneserier, uden at familie og venner løftede advarende pegefingre om tidsspilde og umodenhed, var der en række historier, som særligt fangede vores interesse.
Det gør de stadig, når vi genlæser Carls Barks historier.
Blandt de stærkeste minder er historierne om Anders And og den Gyldne Hjelm, Sheriffen i Seksløberdalen og En Spændende Dyst (den med pengebunkerne) og andre klassiske fortællinger.
Den gode tegner
Ikke alt fra Carls Barks hånd er fantastisk, men det meste er fremragende.
Der er en unik blanding af naivitet og højspændt fantasi i mange af historierne. Anders And er enten rigtig rigtig god til noget, eller helt aldeles komplet umulig og ikke mindst uheldig med alle sine gøremål.
Det gør ham til hverdagens uheldige helt, som vi alle kan føle med.
Carl Barks hos Disney
Skaberen Carl Barks blev født 27.marts 1901 og trak vejret sidste gang den 25. august 2000.
Takket været stor fantasi og udsøgte fortælleevner kandiderer han til titlen som det 20. århundredes største eventyrfortæller. Han har tryllebundet millioner af læsere verden over. Alligevel blev han først kendt for sine evner som tegner længe efter han var stoppet hos Disney.
Carl Barks tjente kun meget lidt på sit store arbejde hos Disney, da han fik betaling per side. Han fik dog senere en pæn indkomst ved at male oliemalerier af figurerne fra Andeby. Disse malerier er solgt til priser op imod 100.000 kroner per styk.
Carls Barks startede i Disneys studie som animator og skrev manuskript og tegnede storyboard til flere Anders And-film. I 1942 stoppede han imidlertid i Disneystudierne og begyndte i stedet at arbejde på Anders And-tegneserierne, der ganske vist ikke havde samme status som filmene.
Carl Barks skabte onkel Joakim
I perioden 1942-1967 skrev og tegnede Carl Barks omkring 6.500 sider med Anders And og de andre figurer fra Andeby.
En af Carls Barks genistreger var netop at udvide universet omkring Anders And-figuren.
Carl Barks neddæmpede Anders hysteriske anfald og opfandt en stribe nye karakterer til Andeby. I historien Jul på Bjørnebjerg fra december 1947 stiftede læserne for første gang bekendtskab med en stenrig, men sur gammel gnier – Joakim von And – der er onkel til Anders And.
Hertil skabte Barks så en stribe andre figurer som den evigt heldige Fætter Højben, Bjørne-banden, Guld-Iver Flintesten, Hexia de Trick, Georg Gearløs og Grønspætterne.
Da tvillingerne var små, lagde vi ofte vejen forbi mormor og morfar – og den lille hylde med tegneserier. Ikke mindst de to historier om Anders And på Grønland og Sheriffen i Seksløber-dalen gjorde indtryk. Længe før vi anede at Carl Barks stod bag disse mesterværker, var vi vilde med tegningerne og historierne.
De samlede værker
Historierne af Carl Barks blev typisk bragt i den danske Anders And-blade som den afsluttende historie. Typsik blev de længere historier bragt som føljeton over måske tre eller fire blade, og så måtte man jo udholde spændingen til næste udgave af bladet.
Det var også muligt at læse og genlæse Barks historier, eksempelvis i Guldbøgerne og serien Bedste Historier Om Anders And.
Egmont Serieforlaget udgav i perioden 2005-2008 hans samlede værker i kronologisk rækkefølge, hvor man fik et værk af meget høj kvalitet.
Der var tale om eksklusiv serie i et begrænset oplag på 1.800 eksemplarer. Serien består af Barks komplette Disney-tegneserieproduktion, hvilket vil sige omkring 6.500 sider. Hertil kom diverse biografier og introduktioner samt ekstra materiale, så værkets digre omfang bliver ca. 8.000 sider fordelt på ikke færre end 30 bind.
Prisen for denne uundværlige perle for fans af Andeby er i dag over 10.000-15.000 kroner.