Har du mon guld gemt i skufferne?
Svaret vil være et rungende ja, hvis du tilfældigvis har et næsten perfekt eksemplar af Anders And & Co. nummer 1 fra marts 1949.
Hvis der er 1. udgave og 1. oplag vil det formentligt kunne indbringe langt over 100.000 kroner.
Danmarks dyreste Anders And & Co.
Anders And & Co. var det første blad i Danmark, hvor man udelukkende bragte tegneserier med Walt Disneys figurer.
Det startede herhjemme i marts 1949 som et månedsblad, og blev oprindeligt udgivet af Gutenberghus. I 1956 ændrede man udgivelsesfrekvensen til hver fjortende dag og endeligt et ugeblad fra 1959 og frem.
Det ville have været en særdeles god investering, hvis man havde købt den første udgave af bladet, Især hvis man blot pakkede det forsvarligt ind og aldrig havde læst det.
Oprindeligt kostede Anders And & Co. nemlig blot 75 øre i 1949, og det vil i dag svare til omkring 18 kroner.
Og havde du gemt dit eksemplar væk og passet godt på det, ville det i dag være flere tusinde gange mere værd.
Hvad koster de første udgaver af Anders And & Co.
Svaret på det spørgsmål finder man blandt andet hos tegneseriebutikken Faraos Cigarer.
De har Danmarks største udvalg af antikvariske Disney-tegneserier, herunder også Anders And & Co.
I den absolut bedste stand på 9.8 “Near mint/mint” vil deres estimerede salgspris for et næsten perfekt eksemplar af Anders And & Co. fra 1949 koste 325.000 kroner. Den høje pris afspejler naturligvis efterspørgslen blandt dedikerede samlere og dets sjældenhed.
Selv et eksemplar i standen 6.0 “Fine”, hvor bladet bærer præg af at være læst og typisk har én større fejl eller mange små fejl, har en estimeret salgspris hos Faraos Cigarer på 25.000 kroner.
De tilsvarende priser for Anders And & Co. nummer 2 fra 1949 er henholdsvis 10.800 kroner for stand 6.0 “Fine” og 90.000 kroner for stand 9.8 “Near Mint/Mint”
Selvom der ikke er nogen garanti for den høje pris, hvis man handler som privatperson, så er der flere tegneseriegrupper på nettet, hvor priser på nummer 1 fra 1949 er oppe i et niveau på 100.000 kroner eller mere.
18 Anders And-blade fra 1949 på auktion
Tilbage i 2012 blev en række sjældne Anders And-blade solgt for 150.000 kr.
Det var en dansk samler, der købte i alt 18 Anders And-blade fra 1949-årgangen på en auktion hos Samlerbørsen i København.
Hammerslagsprisen endte på 150.000 kroner, hvilket var langt højere end den ret beskedne vurdering på 12.500 kroner. Der var ellers tale om nogle af de flotteste eksemplarer, den private samlere havde set med skinnende hængsler, skarpe hjørner, flade lige kanter og ekstremt farvefriske. Der var tale om næsten ulæste tegneserier, og sælgeren havde oprindeligt selv købt dem i 1949.
Et godt spørgsmål er, hvor mange af de allerældste eksemplarer som stadig findes i topkvalitet? Svaret er: uhyre få. Og de bliver færre og færre, selvom der passes godt på dem.
Tegneserien som investeringsobjekt
Blandt samlere er disse tegneserier både ren passion, men også investeringsobjekter. Det forudsætter, at man sørger for korrekt opbevaring eller placerer dem i en bankboks.
Der kan ikke laves en endegyldig liste over de dyreste tegneserier i Danmark, da priserne kan variere afhængigt af sjældenhed, tilstand og efterspørgsel. Derudover kan der være private handler, hvor priserne slet ikke offentliggøres.
Men Anders And-bladene er en klassiker blandt de danske tegneseriefans, og Anders And & Co. nr. 1 fra 1949 er et uhyre eftertragtet samlerobjekt, fordi der kun er et meget begrænset antal tilbage i virkelig god stand.