Som barn blev man ofte slæbt med til forældrenes arrangementer, og dengang kunne man ikke bare lige streame film og serier på Netflix eller scrolle på sin telefon.
Man havde valget mellem at lytte til de voksnes samtaler … eller gå jagt efter en tegneserie i bogreolerne.
Vi valgte ofte det sidste, og derfor mindes vi med glæde Asterix fra skufferne hos farmor, Anders And-bladene hos mormor og morfar eller Tintin-albums hos vores folkeskolelærer.
Og så var der besøg hos mors fætter, som havde et par stykker af serien om Felix stående.
Ikke mindst Felix og varulven.
Felix og varulven
Billedet er fra den anden albumudgave, som udkom i 1989 med to historier.
Udover mødet med varulven kan man også læse om Felix i det vilde vesten.
Oprindeligt udkom albummet om varulven på dansk i 1973 med navnet “Felix og Varulvene” – altså flertalsformen.
Serien om den eventyrlystne dreng Felix er skabt af svenske Jan Lööf.
Fart over feltet og mange sidehistorier
I albummet møder Felix som titlen antyder varulve, men som det er skik og brug i serien, så sker der meget andet.
Bedst som man tror, man har regnet handlingen ud, møder Felix nye venner og fjender, og handlingen tager ofte vilde drejninger.
I dette album møder vi blandt andet en luftakrobat i sin flyvemaskine, en nazist, et hangarskib, grev Dracula og Fantomet som vampyr … Jep, det er i virkeligheden ret syret, men som børn syntes vi det var enormt spændende og sjovt. Og det var i hvert fald ikke kedeligt.
Et album fra 1973 i topkvalitet koster let 200-300 kroner. Og generelt bør man altid sikre sig et Felix-album hvis man ser dem i en tilbudsø eller på loppemarked til små penge.
Serien blander humor, vilde eventyr og en smule satire, hvilket gør, at serien også kan læses af voksne.
Felix-serien er blevet en klassiker inden for skandinaviske tegneserier.